Nyheder

 

Renovering af Leif Jepsens "Legetøjsdyr"

"LEGETØJSDYR" RENOVERET; - GENINDVIET 17. JUNI 2016

Velkomst ved Jytte Gottlieb (formand) og åbningstale ved historiker, forfatter Kurt H. Jørgensen.






Tak for støtte til renoveringen:
Ikast-Brande Kommunes Billedkunstråd
Nordea Fonden
Andelsboligforeningen Brande
og "Brande maleriet" 
 

 

KURT H. JØRGENSENS ÅBNINGTALE


Genindvielsen gavlmaleri i Brande

Tak for denne mulighed for at sige noget pænt om en spændende periode i Brandes historie.

Oftest bliver jeg bedt om at fortælle om Hernings historie. Herunder den interessante udvikling på kunstens område, der tog sin begyndelse, da Aage Damgaard smækkede et flygel op i hjørnet i kantinen på sin skjortefabrikken, inviterede kunstneren Paul Gadegaard til at udsmykke rummene og sende jazzmusik ud af højttaleren i frokostpausen.

Det var i 1950’erne, og det gik ikke stille af. Nogle spærrede øjnene op, andre rystede på hovedet, flere antydede, at fabrikanten havde en skrue løs.

I dag er der ingen, eller vel kun de færreste, der sætter spørgsmålstegn ved det visionære i Damgaards mange tiltag. Kunstnerne udtalte selv bagefter, at der blev indledt en periode, hvor der var højere til loftet i Herning end i København.

Den Sorte Fabrik, Angligården, Skulpturparken, De Geometriske Haver, kunstmuseerne i Birk mm. har for længst skrevet sig ind i kunsthistorien - ikke kun for vores del af landet, men i hele landets historie.

Og havde det så en afsmittende virkning andre steder? spørger folk nogle gange. Hertil kan man ikke svare éntydigt. For hvornår kan man med sikkerhed konkludere om årsag og virkning? Og vi ved jo alle, at inspiration til tiltag kan opstå forskellige steder på samme tid. Men uomtvisteligt er det, at når nogen tør vove pelsen, så inspirerer det andre.

Jeg tror roligt, at man kan sige, at der i efterkrigstiden Midtjylland var grøde og klangbund. Visse dele af erhvervslivet havde tjent gode penge under krigen. Tekstilindustrien var i kraftig vækst og i færd med at rykke til Midtjylland. Der var også en tilvækst af indbyggere med uddannelse - og lad os bare sige det: med værdier omkring fællesskab, humanisme, dannelse, kultur.

Aage Damgaard var vel vores områdes mest ikoniske på det felt. Han var så også eksemplet på en mand uden uddannelse, der fik kunsten i blodet og lod det præge hans liv og virke derefter. Rundt omkring var der andre, der måske ikke blev så højtprofilerede, men som hver især bidrog til en kunstnerisk og kulturel retning, hvor det altså ikke kun var hedejorden, der blev opdyrket.

I Brande til eksempel - det er jo her, vi står i dag - fik man Midtjysk Kunstforening. Det var i 1960’erne, og altså samtidig med, at Carl-Henning Pedersen var i gang med at lave sit 200 meter lange keramikværk på indersiden af Angligården. Samtidig med, at Damgaard inviterede store Robert til at arbejde på smedeværkstedet på fabrikken, Svend Wiig og Dalsgaard til at arbejde hjemme på gården. Og samtidig med, at Manzoni lavede verdens længste streg og pakkede sin egen afføring på dåse.

På præcis det tidspunkt bliver udstukket en retning for Brande, der skulle give genlyd over det ganske land. I 1968 så man det synlige resultat, nemlig de fire første gavlmalerier. I dag berømmet og en undværlig del af turismens lovprisning af Brande. Og så man så genialiteten dengang?

Nej. Præcis som i Herning, hvor man i avisen kunne læse sammenligninger mellem Damgaards initiativer og kejserens nye klæder, så delte gavlmalerierne Brande. Ja, også byrådet blev delt midt over i tilhængere og modstandere. Så meget, at byen ikke engang ville modtage værkerne som gave, endda betalt af Midtjysk Kunstforening og Statens Kunstfond. Nej, flertallet ville ikke hænge på ansvar og en eventuelt forpligtelse til at vedligeholde værkerne.

Var det frygten for økonomien? For folkestemningen? Var det frygt for at blive til grin?

I sin grundtanke var der flere formål med hele projektet. Dels ville man give borgerne mulighed for at lære kunsten at kende - man kan tale om et kulturelt formål. Der var også et sociologisk aspekt ved at lade kunstnerne arbejde i lokalsamfundet med værkerne, hvorved der opstod dialog mellem kunstnere og befolkning. Præcis som på Damgaards fabrik viste det sig, at i takt med, at folk lærte hinanden at kende, så faldt masker og fordomme.  

Endelig var der en kunstpolitisk dimension, hvor gavlmalerierne var et udtryk for at tænke kunsten ud af museerne og ud i den hverdag, hvor folk bevægede og opholdt sig. Igen kan man drage en parallel til Damgaard, der målrettet arbejdede for at sende kunsten ud på arbejdspladsen og ud i det offentlige rum. Skulpturparken i Birk, hvor der ikke tages entre, er det bedste billede herpå.

Allerede under tilblivelsen af de første værker, skete der altså noget. Selv om de mest skeptiske sikkert ikke var overvundet. Anerkendelsen skulle vise sig at komme udefra. I 1969 bliver Brande udnævnt til Årets By, hvor årets tema var kulturudvikling, og der var en direkte henvisning til gavlmalerierne i kåringen.

I dag skal vi genindvi et af de første gavlmalerier, nemlig Leif Jepsens ”Legetøjsdyr”. De andre fra premiereåret var Poul Aggers ”Kvinde, sky og fugl”, Knud Bjørn Knudsens ”Akrobatfantasi” og Kai Führers ”Sort-hvid relief”. I løbet af 2015 og 2016 er de nu sat i stand, og et lille kapitel om de oprindelige ”Murens Mænd” kan hermed rundes af.

Jeg skal være så ærlig at sige, at jeg ikke har noget særligt forhold til dagens værk, og kender ikke kunstneren. Derimod går min forbindelse til oprindelsesåret gennem Kai Führer, som jeg har mødt i forbindelse med et kortvarigt virke, jeg havde i Hobro.

Her kom jeg til i 1970’erne og opdagede nogle sprudlende ildsjæle i kulturlivet. De havde omkring 1969-70 dannet en sammenslutning, de kaldte A70, og herfra udgik en række initiativer, der siden skulle sættes Hobro på landkortet.

Bemærk, hvorledes årstallet lægger sig i slipstrømmen på Brande. Nogle af de første kunstnere, der var i kontakt med var - og hør nu godt efter - Poul Agger, Knud Bjørn Knudsen og Kai Führer. Et af pejlemærkerne var - og hør nu efter igen - at kunsten skulle derud, hvor borgerne befandt sig.

Kai Führers mest berømte aftryk på Hobro er det mere end 100 meter lange betonrelief langs hovedvejen, der hvor vejen skærer sig gennem skrænten og ned til havnen. Da jeg kom til byen, havde der få år forinden været en seriøs drøftelse af, om man ikke skulle vælge den traditionelle løsning og lade skrænten dække med planter. Heldigvis valgte man Führer. Kunstneren var ikke bange for selv at stille sig op for at forsvare den beslutning. Til Jyllands-Posten sagde han bl.a.:

”For det første bliver det (altså kunstværket) ikke dyrere end at dække skråningen med arkitektens trøst eller dumme havesten og blåpuder. For det andet – arkitektens trøst har de også i Haderslev og Smørumnedre. Derimod er Hobro den eneste by, der finder på at få en sådan Frederik som mig til at lave kunst på en skråning. Aviserne skriver om det, folk glor på det fra bilerne, og en skønne dag kommer en husmoderforening på udflugt hertil for at kikke på det, og så sælges der lidt flere is og lidt flere pølser i Hobro. Hvorefter en hel masse mennesker pludseligt får et mere positivt syn på kunsten.”

Kai Führer fortalte mig, at opgaven med gavlmaleriet i Brande reelt var med til at sætte hans karriere i gang. Han glemte aldrig den chance. Gavlprojektet satte ikke kun spor i Brande men også i kunstneres liv.

Allerede efter et par år fortsatte udviklingen her i Brande. Der var i 1970-71 det nordiske projekt, og forinden var der lige sneget et værk ind af Claes Birch. Så fulgte 1980’erne og 90’erne med kunstnere som Rust, Birkelund Mortensen, Lønvig, Gernes og Evaristti.

Og der kom udløbere. Så som gavldigte og debatmuren. Og i en bredere forstand kan man sikkert skrive en lang række tiltag på kreditlisten, som enten ikke var blevet eller havde fået en anden facon og retning, om ikke gavlmaleriet - i bogstavelig forstand - havde malet en dagsorden på væggen.

Jeg tænker på Brande Tæppet, Æ Spikers Kårner, Kulturkaravanen, Swinging Europe, Remisen og meget, meget mere. Og nu om stunder kan man så opleve street art, og det vel at mærke uden at det støder nogen. Om det så er fordi, vi er blevet mere rummelige end i 1960’erne, eller om udtrykket blot ikke har så meget kant - det overlader jeg trygt til andre at vurdere.

Når vi synes, at gavlmalerier er noget særligt, så hænger det udover formatet også sammen med materiale og placering. Det er jo noget andet end et lærred og en ophængning på museet. Men faktisk er det den oprindelige form. Hulemalerierne kom før oliemalerierne.

Herhjemme blev der i 1950’erne og 1960’erne gjort spage tilløb til en kunstnerisk udnyttelse af gavle. Der blev for eksempel lavet nogle mælkereklamer i København med anerkendte kunstnere. Mange af dem er gået til, men for nylig så jeg faktisk en af dem på en mur ikke ret langt fra Statens Museum for Kunst.

Og selv om Aarhus og Randers og Silkeborg og andre gør sig til, så er kendsgerningen, at det er Brande, der for alvor har ridset sit navn i granitten. Et gammelt ord siger også, at man ikke kommer foran ved at gå i andres fodspor.

Samtidig ser jeg måske en tendens til, at gavl- og murmaleriet har fået fornyet opmærksomhed. I flere byer dukker værker op, og næste gang, I kommer til Vesterbro, så prøv lige at kigge op. På vej til Øksnehallen for nylig så jeg et kæmpeværk med legende pelsdyr, hvor kunstneren havde taget livtag med den kendsgerning, at væggen indeholdt vinduer. Her lod han dyrene kravle rundt om vinduerne, så de blev en del af værket og dets udtryk.

Nogen siger, at vi skal takke mexicanerne for murmalerierne. Og apropos så er det måske værd at minde om - hvis man kommer på de kanter - at den mexicanske bydel The Mission i San Francisco kan frembyde den vel nok største koncentration af vægmalerier i verden.

For et par år siden var det et murmaleri fra den nordirske by Derry, der hittede på de sociale medier. Her havde nogle kunstnere valgt at lave nogle værker, der skulle minde om Nordirlands blodige fortid med fokus på den kendsgerning, at man lod børn opleve noget, som børn ikke bør opleve. Især billedet af den 11-årige dreng med gasmaske og molotovcocktail i hånden har nok fæstnet sig i manges erindring.

Alle personerne på de afbilleder værker døde under urolighederne. Værkerne blev et opråb. En påmindelse om at lære af fortiden. Et budskab om at bruge historien til at blive klogere.

Jeg går også ind for at bruge historien aktivt i nutiden. Det er derfor, at jeg skriver bøger og holder foredrag. Og det er derfor, at jeg er glad for at kunne være i Brande i dag og dermed blive en del af Brandes synlige og stolte historie.

Politisk er det altid sjovere at klippe en snor til noget nyt end at bevilge penge til vedligeholdelse. Det er der ikke noget nyt i. Derfor er det al ære og respekt værd, at Gavlmaleriforeningen Muren har påtaget sig opgaven med ikke blot at renovere og passe på, men også arbejde for noget nyt. Jeg vil udtrykke håb om, at det må lykkes ikke blot at råbe frivillige bidragydere op, men også repræsentanterne for det fællesskab, der ved skåltalerne ikke tøver med at fremhæve kunstens og kulturens betydning.

Jeg håber, at jeg med disse ord har sandsynliggjort, at Brande ikke blot er i besiddelse af en stor skat og en god historie, men at der med rimelighed kan trækkes tråde til Mexico og San Francisco, til Nordirland og Vesterbro. Samt Hobro, hvor jeg mødte Führer. Og til Herning og Aage Damgaard. Og så netop i dag på hans fødselsdag. Kan det næsten blive smukkere og mere symbolsk.

Med disse ord vil jeg gerne erklære det fjerde og sidste af de oprindelige gavlmalerier for genindviet.

 (Kurt H. Jørgensen)